Pressemeddelelse: Lillerød Badmintonklub henter ny chef seniorelitetræner

dato

Nyheden er fra Lillerød Badminton Klub

Ønsker en af klubbens kerneværdier, det attraktive træningsmiljø, videreført og udviklet. 

Af: Seniorformand Jens Buck-Jensen 

Lillerød Badmintonklub har indgået en 2-årig aftale med Johnny Askevig som afløser for Tine Baun, der er på barsel indtil videre. Det sker som et led i bestræbelserne på at fastholde klubbens ambitioner om fortsat at være en af Danmarks bedste klubber, der både favner både elite og bredde med udgangspunkt i et stærkt træningsmiljø, der samtidigt styrker klubben socialt. 

Johnny Askevig kommer fra en stilling som sportschef og elitetræner under det norske badmintonforbund – en stilling, han har beklædt i 11 år, og som nu er udløbet med udskydelsen til 2021 af de olympiske lege i Tokyo. 

Johnny Askevig har den fulde elitetræneruddannelse under Badminton Danmark og tillige en civil uddannelse som psykolog. Før turen gik til Norge, har han over en periode på 13 år arbejdet som elitetræner i både Greve og Solrød Strand og har desuden været ungdomslandsholdstræner samt rejst med seniorlandsholdet på en række turneringer. 

Som chefelitetræner får Askevig til opgave at videreføre og udbygge det arbejde, som i en lang årrække har været en af klubbens kerneværdier – det gode træningsmiljø, der gør det sjovt og attraktivt at spille i Lillerød Badmintonklub, hvad enten man vil gå all in som elitespiller eller bare at ha’ det sjovt på et lidt lavere niveau. 

Johnny Askevig bliver som cheftræner den gennemgående figur på tre ugentlige hovedtræninger mandag, tirsdag og torsdag i nært samarbejde med sit trænerteam, der udgøres af Ann Nielsen og Mikkel Toft. Medens tirsdag og torsdag er ren seniortræning, kan mandagstræningen også komme til at omfatte klubbens unge talenter i fødekæden blandt de bedste U 17 og 19 spillere, og derfor bliver en af Johnny Askevigs andre opgaver at være tovholder for etablering af den røde tråd, der skal modne de unge spillere til tilværelsen som seniorspillere.  Dette vil ske i samarbejde med chefungdomstræner Danni Persson. 

I kraft af sit mangeårige virke og erfaringer som elitetræner på højt niveau kommer Johnny Askevig til Lillerød med mange gode ideer og input til den nye sæsons træning,  herunder sparring med nabo- klubbernes topspillere, koordination med forbund, kreds og akademi for de spillere, der også træner her, udvekslingsbesøg af udenlandske spillere i netværket, ekstra morgentræninger, løbende udviklings- samtaler, mental coaching og i muligt omfang også at følge spillerne på nært hold under både holdkampe og åbne turneringer og løbende opfølgning  på opnåede resultater. 

Selv siger Johnny Askevig om sit nye job i Lillerød Badmintonklub: ”Da LB kontaktede mig, var jeg ikke i tvivl om, at det var tid til at vende hjem til dansk badminton. LB har altid været en klub, som jeg meget gerne ville stå i spidsen for, og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet. LB har en stærk træningskultur og en træningsvillig spillertrup, hvilket jeg vil forsøge at udnytte til at udvikle spillerne yderligere over de næste år. Kombinationen af en stærk seniortrup samt mange unge talenter som skal integreres i seniortruppen bliver en udfordring som jeg glæder mig til at tage fat i.”

Formand for Lillerød Badmintonklub, Søren Toft ser også frem til en spændende periode med nyt blod på cheftrænerposten: ”Jeg mener, vi med ansættelsen af Johnny Askevig har fundet den rigtige profil til at fastholde vort nuværende høje sportslige niveau og ser med glæde frem til et godt samarbejde med Johnny og mellem klubbens senior- og ungdomsafdeling”.

Johnny Askevig starter officielt sit nye job den 1. juni 2020 og overtager en senior bruttotrup på fem hold med et 1. hold i 1. division, 2. holdet i 2. division, 3. holdet i Danmarksserien, 4. holdet spiller i Sjællands- serien, medens 5. holdet lige er rykket op i serie 2.

Kilde: Lillerød Badminton Klub