Med en stigning i antallet af smittede i Allerød i de seneste par i uger, er borgmester Karsten Längerich bekymret for udviklingen: ”Det er bekymrende, at smitten er steget i Allerød, og vi har nu dobbelt så mange smittede som for to uger siden. Vi er fortsat et stykke fra at skulle lukke ned, men udviklingen går pt. den forkerte vej.” siger han.
I de seneste syv dage er der registreret 51 smittede i Allerød, hvilket giver en incidens på 199. Som noget nyt korrigerer man nu for, hvor stor testaktiviteten er i kommunen og tage man har for, hvor mange der lader sig teste, har Allerød Kommune en testkorrigeret incidens på 117. Hvis Allerøds testkorrigerede incidens overstiger 250 skal der ske en nedlukning af både skoler, dagtilbud, gymnasium, fritids- og kulturaktiviteter og potentielt set også det lokale erhvervsliv.
Allerød oplever flest smittede i Lillerød og i Blovstrød og flest smittetilfælde blandt børn og unge. Aktuelt har Allerød Kommune smittetilfælde op til alderen 62 år og dermed ingen smittede i den ældre del af befolkningen. Sidstnævnte som en naturlig følge af vaccinationsprogrammet.
”Reglerne for nedlukning er fastlagt af Folketinget, og dem kan vi ikke gøre noget ved. Vi kan til gengæld stå sammen om at begrænse smitteudbruddet i Allerød. Det gør vi ved ikke at samles i store mængder, fortsat bruge sprit, holde afstand og blive testet. Vi har tre testcentre i en forholdsvis lille kommune. Vi har også en forventning om, at vi i denne uge starte med at tilbyde test på skolerne for børn over 12 år. Så mulighederne for at lade sig teste er rigtig gode i Allerød og det er afgørende, at vi benytter os af testmulighederne”, konstaterer Karsten Längerich og tilføjer:
”Det vil ikke være til at bære, hvis vi kommer til at skulle lukke Allerød ned igen.”