Allerød Gymnasium søger pedel
Vil du bidrage til, at Allerød Gymnasium bliver ved med at være et fantastisk gymnasium for elever og ansatte? Som pedel hos os får du en central rolle på skolen. Du vil møde mange lærere og elever hver dag og vil arbejde tæt sammen med gymnasiets anden pedel i et uhøjtideligt og rart arbejdsfællesskab med højt humør. Hvis ovenstående lyder spændende, er du måske lige den person, vi mangler.
Alsidige arbejdsopgaver
Som pedel på Allerød Gymnasium vil mange betragte dig som en af hverdagens helte, fordi du løfter en lang række af de aktiviteter, der foregår på skolen, og hjælper andre med at lykkes i deres jobfunktioner. Sammen med gymnasiets anden pedel får du hver dag mange henvendelser om stort og småt, som skal løses. I har desuden en lang to-do-liste, som I sørger for bliver prioriteret, så opgaverne løses. Opgaverne er med andre ord alsidige, men overordnet set har du ansvaret for, at bygning og udeområder fungerer i hverdagen, og du forventes derfor at tage ejerskab over skolens bygninger. Dine kontaktflader er mange både ift. ansatte og elever, og du vil i mange tilfælde også blive skolens ansigt udadtil ift. håndværkere, rengøring og andre eksterne samarbejdspartnere, der har deres gang på skolen.
”Selv om vi ofte har travlt, foregår tingene altid i højt humør, og vi er gode til både at have det sjovt og få opgaverne løst.” siger pedel Stig Dalkvist.
Overordnet håber vi, at du kan hjælpe med at løse nogle af nedenstående opgaver:
- Styring af husets forskellige installationer, såsom varme, el, vand og ventilation, bl.a. ved brug af vores CTS-system.
- Bidrage til at udarbejde og gennemføre drifts- og vedligeholdelsesplan.
- Koordinere rengøring, håndværkeropgaver og bygningsprojekter med relevante samarbejdspartnere.
- Indhente tilbud til diverse indkøb til bygningen.
- Være behjælpelig med at få skolens hverdag til at køre, herunder de mange arrangementer, som foregår på en levende skole.
”For mig er det vigtigt, at vi finder en person, der passer ind i skolen, og som vil bidrage positivt til arbejdsfællesskabet. Så skal vi nok hjælpe med oplæring og med at få løst opgaverne.” siger rektor Anders Wind.
Dine kompetencer
Allervigtigst er det, at du har en positiv tilgang til arbejdet med unge mennesker i alderen 15-20 år og finder glæde i at understøtte deres hverdag og bidrage til, at de får de bedste muligheder for at gennemføre deres studentereksamen.
Vi forestiller os derudover, at du har en håndværksmæssig baggrund kombineret med erfaring som pedel eller teknisk serviceleder. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra lignende ansættelser, men det er ikke et must.
Til gengæld er det vigtigt, at du:
- tager ansvar, er serviceminded, selvstændig og grundlæggende har lyst til at bidrage til både det gode humør og den effektive opgaveløsning, som kendetegner vores pedelfunktion i dag.
- holder øje med, hvad der trænger til at blive gjort og sørger for, at det sker, så vi altid har en præsentabel, ren og velfungerende skole
- er frisk på at løse mange forskellige slags opgaver og ikke er for fin til f.eks. at samle skrald op, hvis det er det, der er behov for.
- er fleksibel og ser værdien i at hjælpe og gribe ind, hvor behovet opstår, og er klar på, at der enkelte dage kan forekomme aftenarbejde i forbindelse med arrangementer.
- har en veludviklet sans for planlægning, organisering og struktur, der sikrer, at opgaverne løses effektivt og planmæssigt.
- formår at bevare overblikket og prioritere dine opgaver, også når hverdagen er præget af mange forskellige henvendelser og skiftende opgaver.
- har hænderne og hovedet skruet godt på, så du både kan fikse en lås, der er gået i stykker, og en projektor, der nægter at vise billeder.
- er imødekommende, har gode kommunikative evner, taler med eleverne med et glimt i øjet og skaber gode relationer til ansatte og samarbejdspartnere.
- er rummelig, både over for elever, der igen, igen ikke har ryddet op efter sig, og over for personale, der har glemt en deadline.
Vi forestiller os, at stillingen fylder 32-37 timer pr. uge. Mødetiderne aftales imellem skolens to pedeller, så skolens åbningstid er dækket. Det er også vigtigt, at du trives med, at arbejdsbelastningen kan svinge hen over skoleåret – vi har især travlt i eksamensperioden i maj og juni.
Om os
Allerød Gymnasium er en dynamisk og velfungerende skole, der hver dag arbejder med at uddanne og danne unge mennesker – en særdeles meningsfuld opgave. Skolen består af ca. 800 unge, motiverede gymnasieelever og ca. 85 engagerede medarbejdere. Du kan læse mere om skolen på https://allerodgymnasium.dk.
Ansøgning
Ansøgning med relevante bilag sendes senest 12. august 2026. Vi afholder samtaler i uge 34 og evt. 35. Tiltrædelse er 1. oktober eller efter aftale. Har du brug for flere oplysninger, er du velkommen til at kontakte rektor Anders Wind eller vicerektor Mette Buchardt på tlf. 48 17 75 55. I perioden fra 13/7 til og med 4/8 er skolen dog sommerlukket. Her kan du i stedet skrive til Anders Wind på awi@aggym.dk, så svarer vi hurtigst muligt.
Vi glæder os til at høre fra dig!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Allerød Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Allerød Gymnasium, Rådhusvej, 3450 Allerød
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/6ad14a37-7174-4d16-b38d-bfcd2a05eb69